I takt med, at temperaturerne falder og regnvejret og sneen melder sin ankomst, fristes mange af os til at opgive cyklen til fordel for mere tildækkede og opvarmede transportmidler. Dermed går mange gode bæredygtigheds-tiltag fløjten til fordel for komforten og mageligheden, og det, synes vi, er enormt ærgerligt.
Hos TWC mener vi nemlig helt oprigtigt, at der ikke findes dårligt vejr, kun dårlig påklædning. Den kender du godt, ikke?
Vi vil gerne opfordre vores kunder til at give cykelpendlingen en chance mere, når vejret viser sig fra sin mere udfordrende side. På den måde får du også mere motion på elcyklen – ren win-win.
For at give et kærligt skub og nogle oprigtige råd har vi derfor lavet en lille guide med de bedste tips til at holde sig varm og tør på turen – tips, vi også selv bruger.
Tips til at holde sig varm og tør på elcyklen
Lag-på-lag-princippet
Ligesom på skiferien gør de rette lag en kæmpe forskel, når det kommer til at holde varmen. Naturlige, åndbare materialer som silke og uld er ideelle, da de bevarer varmen, samtidig med at huden kan ånde. Hvis syntetiske materialer foretrækkes, findes der moderne alternativer, der opretholder samme funktionalitet. Skiundertøj, halsedisser, og termostrømper er alle gode valg, der let kan kombineres med dit normale tøj og samtidig ikke behøver blive skiftet ud, når du når frem til din destination – man sveder nemlig betydeligt mindre i de naturlige materialer.
Beskyt hovedet
Vi vil gerne understrege vigtigheden af at bære cykelhjelm året rundt. Det gælder især, når der er glat på vejene grundet nedbør. At passe på hovedet udelukker heldigvis ikke at holde selvsamme hoved dejlig varmt. Der findes specielle pandebånd, balaklavaer, huer og ørevarmere designet til at passe under en cykelhjelm uden at gå på kompromis med sikkerheden og komforten.
Det skal altid være sikkert at cykle – det gør det også mere ligetil at cykle på arbejde.
Tilbage til barndommen med en flyverdragt
Flyverdragter er ikke kun for børn. Deres termoegenskaber og vandafvisende egenskaber gør dem ideelle til kolde cykelture. Med et stort udvalg af farver og stilarter er der en flyverdragt til enhver smag. Måske kan det være tid til at genoplive barndommens varme og komfort på cyklen?
Til de regnfulde sæsoner vil vi anbefale en såkaldt regndragt. Den ligner en flyverdragt men er mere fokuseret på at holde vand ude end at holde på varmen og kan klare meget højt vandsøjletryk. Derfor er den optimal til en forårsbyge eller et tidligt efterårsskybrud, hvor temperaturerne ikke falder under 10 grader.
Hold varmen med de rigtige handsker
Vanter og fingerhandsker i isolerende materialer sikrer, at fingrene forbliver varme og tørre, selv i de koldeste vejrforhold. Bevægeligheden i fingrene bevares samtidig, hvilket øger sikkerheden og stabiliteten i din færdsel markant.
Pas på både cyklen og dig selv
Vedligeholdelse af cyklen
Mange bekymrer sig om, at deres elcykel ikke kan klare vintervejret. Med korrekt vedligeholdelse og en serviceaftale hos TWC er din cykel rustet til at tackle selv de mest barske vejrforhold. Vores serviceteknikere står altid klar til at hjælpe med spørgsmål og service. Du kan læse mere om vores serviceafdeling her: https://twowheelcompany.com/service/
Pas godt på din cykel
For at sikre, at din cykel holder så længe som muligt, anbefaler vi at læse vores artikel om cykelvedligehold – især i vintermånederne. Den indeholder tips til, hvordan du selv passer bedst muligt på din cykel. På den måde er både du og din cykel klar til at møde de kommende måneder med sindsro. Den finder du lige her: https://twowheelcompany.com/vedligehold/
Husk lygterne
Lygter er afgørende for synlighed, især på frostklare morgenture og sene hjemture. Glem derfor ikke at sætte dem på og tænde dem for en sikker cykeltur.
Vi ser frem til at møde dig på cykelstien uanset vejret. Tag udfordringen op, hold dig varm og tør og oplev glæden ved at cykle året rundt!