Elcyklen er stadig en relativt ny opfindelse – i hvert fald er det nyt, at elcykler er blevet så stor en del af bybilledet. Med nye opfindelser følger en række nye regler, som jævnligt ændrer sig. Også i 2023.
I dette indlæg får du den nyest opdaterede viden om regler for elcykler, så du kan føle dig tryg, før du eller dine kollegaer sætter sig op på den motoriserede jernhest.
Husk også at læse vores store test af de bedste elcykler!
Skal man have cykelhjelm på elcykel?
Reglerne for cykelhjelm på elcykel er delt i to: For elcykler med en maksimal hastighed på 25 km/t – og for elcykler med en maksimal hastighed på 45 km/t.
- Hvis elcyklen kan køre 25 km/t, er der ingen påkrav om cykelhjelm.
- Hvis elcyklen derimod er en såkaldt speed pedelec, som kan køre 45 km/t, skal du bære cykelhjelm.
Dermed er der forskel på reglerne for f.eks. elcykler og el-løbehjul. Reglerne er defineret i loven, som vi kort gennemgår i næste afsnit.
Hvad siger lovgivningen konkret om cykelhjelm på elcykler?
I starten af 2022 indførte færdselsstyrelsen en lov om hjelm på motoriserede køretøjer. Loven var hovedsageligt rettet mod el-løbehjul, men også motoriserede skateboards, hoverboards og lignende er omfattet af loven.
Men eftersom elcyklen holdes i gang med pedalkraft, er den ikke kategoriseret som motoriseret køretøj, og dermed er det ikke lovpligtigt at bruge hjelm på elcykler i 2023.
Undtagelsen er dog speed pedelecs, der, som nævnt i afsnittet ovenfor, kan køre op til 45 km/t og dermed karakteriseres på lige fod med knallerter.
Regler for elcykler i 2023 – hvad er gældende?
Der er en række faste regler for elcykler i 2023. I dette afsnit vil vi opsummere de vigtigste for hhv. almindelige elcykler (op til 25 km/t) og speed pedelecs (op til 45 km/t).
Regler for alm. Elcykler i 2023 (op til 25 km/t)
Følgende regler gælder for almindelige elcykler i 2023:
- Elcyklen må kun have én motor, og motoren må kun køre, når der bliver trådt i pedalerne
- Dog må cyklen kunne trille op til 6 km/t kun ved brug af motor
- Motorens maksimale wattoutput må ikke overstige 250 watt
- Du må gerne have drukket og køre på alm. elcykel, så længe du kan køre forsvarligt
- Regler for lys, reflekser, bremser og lignende følger almindelige cyklers
Derudover skal du på samme måde afgive tegn om at dreje, stoppe osv., som du skal på en almindelig cykel.
Regler for speed pedelecs i 2023 (op til 45 km/t)
Følgende regler gælder for speed pedelecs, der i lovgivningen karakteriseres på lige fod med en knallert:
- Du skal bruge cykelhjelm, hvis din elcykel kan køre 45 km/t, og hjelmen skal være godkendt efter den såkaldte NTA 8776 standard, som sikrer ekstra kraftig dækning mod hovedskader
- Du må ikke montere særligt ekstraudstyr, som f.eks. en barnestol og cykeltrailer
- Lygter skal være tændte og fuldt funktionelle – både nat og dag
- Du må ikke have drukket alkohol. Normalgrænsen på 0,5 promille, som vi kender fra bilkørsel, gælder
- Du skal have bevis for ansvarsforsikring på dig, når du kører – en såkaldt præmiekvittering
Derudover kan du med fordel tage følgende ekstra forholdsregler, når du er ude i trafikken:
- Lær din elcykel godt at kende et sted uden fare på færde, før du giver den gas i trafikken
- Vær ekstra opmærksom på andre cyklister, da din hurtige elcykel i nogle områder kan overraske ”almindelige” cyklister
- Sørg for, at din elcykel er i god stand. Det øger din sikkerhed, at alt virker nøjagtig, som det skal
- Hold mobilen i lommen, også i ”rolige” områder
Og ellers er det bare at nyde turen – og give den gas på din fede elcykel!
Elcykel aldersgrænse – hvor gammel skal man være for at køre på elcykel?
Der er som udgangspunkt ingen aldersgrænse for almindelige elcykler (husk dog at minde dine børn om, at en elcykel vejer mere end en alm. cykel).
Der er dog aldersgrænse for speed pedelecs – altså elcykler, der kan køre op til 45 km/t.
Her følger aldersgrænsen den samme som for knallerter. Det vil sige, at børn under 15 ikke må køre på speed pedelecs.
Skal man have kørekort til elcykel?
Nej, det skal man ikke. Unge fra 15-17 skal dog have knallertkørekort, hvis de vil køre speed pedelecs. Alle over 18 kan køre speed pedelecs uden kørekort.
Hvad er reglerne for børn på elcykler?
Børn må altså ikke føre en speed pedelec, men du må hellere end gerne transportere børn på din elcykel. Det er de færreste børn, der ikke nyder turen bag på ladcyklen, og når der er elmotor på, bliver det tilmed også en dejlig tur for føreren af cyklen.
Der må maksimalt være 7 personer på en ladcykel, så længe alle er spændt sikkert fast. Det kunne f.eks. være dig plus 6 børn. Det kan dog også være op til 2 voksne samt 4 børn, der udgør de 6 passagerer.
Elcykel hastighed regler – hvor hurtigt må man køre?
Der findes to typer elcykler: Almindelige elcykler til herre og dame og de såkaldte speed pedelecs, også kaldet super elcykler.
- Almindelige elcykler må køre op til 25 km/t.
- Speed pedelecs må køre op til 45 km/t.
Almindelige elcykler er altså primært til dig, der har kort til arbejde og skal dække det behov, en almindelig cykel uden motor normalt ville dække.
En speed pedelec er derimod til dig, der f.eks. pendler til og fra arbejde. Selv længere distancer på 20-30 kilometer om morgenen kan du nemt klare, da en speed pedelec både kan køre stærkt, men også kan navigere udenom trafikken og dermed spare dig både tid og frustrationer.