TWC x 24Slides – Den ekstra mil for de gode formål

Vi er stolte af og glade for alle vores partnere. Det er der ingen tvivl om. Der er dog nogle samarbejder, vi bliver ekstra inspireret af. 24Slides er et af de samarbejder. Vi har hjulpet dem et skridt videre på deres vej til at gå net zero og har i samme ombæring fundet et nyt forbillede indenfor social ansvarlighed.

24Slides, som tilbyder præsentationsdesign, er ambitiøse i deres drift og deres sociale ansvar ditto. De tilbyder deres ansatte verden over nogle helt unikke muligheder, som er meget inspirerende at følge med i. For eksempel har de oprettet fysiske ”challenges” for deres medarbejdere, som er helt frivillige at deltage i. Målet med disse er at fremme mobilitet og bevægelse især i Indonesien, hvor en stor del af deres ansatte er bosat. I Indonesien er det nemlig, blandt andet på grund af klimaet og infrastrukturen, ikke normen at have gå- eller løbeklubber eller generelt at deltage i bevægelse udendørs på samme måde som i Danmark. 24slides håber, at de på den måde kan bidrage til, at det bliver en del af fremtiden i byen Malang, hvor mange af deres medarbejdere bor.

Investering i medarbejdertrivsel

I tråd med deres fokus på medarbejderglæde og personlig udvikling, har 24slides valgt at betale 50% af deres medarbejderes elcykel-løsninger hos TWC. Det er en mærkbar og inspirerende tilgang, som uden tvivl er med til at sætte en ny standard for en mere engageret og bidragende ledelsesstil. Ved at give et så stort bidrag er 24Slides med til at tilskynde en hverdag med mere bevægelse, færre sygedage, mere overskud og masser af frisk luft for deres medarbejdere.

Indtil videre er det kun medarbejderne på hovedkontoret i København, der har mulighed for at få en elcykelaftale hos os. Selvom vi elsker varmen, er der trods alt en smule langt at cykle til Indonesien, og man skal jo starte et sted. 24Slides fortæller dog, at de medarbejdere, der har valgt elcykelordningen, allerede mærker en forskel. De fortæller om langt nemmere transport gennem byen i myldretiden og glæden ved at undgå de fyldte toge. De fortæller også, at det gør hele hverdagspuslespillet langt lettere – flere har nemlig børn og bruger cyklen som transport for hele familien.

Et forbillede til stor inspiration

24Slides imponerer os. De er B corp-certificerede, laver grafisk arbejde for velgørende organisationer helt gratis, har fået Gazelleprisen hele 4 gange, har stort fokus på jobsikkerhed og opkvalificering i udviklingslande og tilbyder blandt andet, at deres medarbejdere kan arbejde frivilligt for et velgørende formål i arbejdstiden tre dage om året. De viser, hvordan man kan gøre en helt konkret, lokal forskel med velgørenhedsprojekter som #the24walk, hvor de donerede 10 dollars til Bali Children Foundation, hver gang en kollega skrev sig på listen til at gå 10 km på en dag i marts. Derudover donerede de yderligere 10 dollars, hver gang et opslag på sociale medier blev tagget med #the24Walk. De penge gik til skoler på Nusa Penida, en ø tæt på Bali, hvor klasseværelserne blev opgraderet og fik flere midler til, at børnene kan blive undervist i både almene fag samt engelsk, hvilket er nødvendigt for Nusa Penidas fremtid som populær turistdestination. Du kan læse mere om projektet på 24Slides egen hjemmeside her.

 

Med andre ord: De rykker i den grad på det sociale bæredygtighedsområde og vi er beærede over at indgå i samarbejde med dem.

Log in with your credentials

Forgot your details?